1. En mild og livlig hund
En af de helt store grunde til, at mange vælger at udvide familien med en Cocker Spaniel, er dens kærlige og milde temperament. En Cocker Spaniel gør ingen fortræd og kommer generelt rigtig godt ud af det med både børn, voksne og andre hunde. Den vil desuden møde fremmede med både omsorg og overskud.
Sørger du for den rette opdragelse og stimulering, er det på mange måder en særdeles ukompliceret hund at have med at gøre. Behandler du den med respekt, vil den også vise dig respekt til gengæld.
2. Perfekt til dig med en aktiv livsstil
Du skal ikke lade dig snyde af en Cocker Spaniels lille statur. Selvom den ikke fylder særlig meget, er den udstyret med et højt energiniveau og behøver derfor en hel del motion i dagligdagen. En voksen Cocker Spaniel har brug for at være fysisk aktiv 1-2 timer hver dag.
Fører du selv en aktiv livsstil, og føler du, at den matcher en Cocker Spaniels personlighed og aktivitetsniveau, er racen et rigtig godt valg for dig.
Der er en lang række måder, du kan aktivere og træne en Cocker Spaniel på. Bl.a. holder den meget af gribe- og kastelege med en bold eller et knudereb samt at være i kontakt med andre mennesker. Anskaffer du dig en hvalp kan det være en fordel at vælge legetøj, der siger lyde. Det vil holde hundens opmærksomhed og være med til at stimulere dens nysgerrighed.
Racen er desuden særdeles intelligent, hvorfor den også har brug for mental stimulering. Det kan f.eks. dreje sig om øvelser, hvor den får mulighed for at anvende sine logiske og taktiske egenskaber.
3. Elsker konkurrencer og agility
På grund af Cocker Spanielens energiske og intelligente natur, er det en race, der holder af at gå til hundetræning samt at deltage i forskellige konkurrencer. Giver du den din opmærksomhed, kan du få den til lidt af hvert. Der er altså rig mulighed for at træne en masse øvelser med en Cocker Spaniel.
Så snart den har lært en øvelse, vil den fortsætte med at udføre den med lige stor entusiasme hver gang, hvilket gør den til et naturtalent til agility-konkurrencer.
Da den har et stort ønske om at bruge tid med og arbejde for sin familie, træner den hjertens gerne diverse tricks- og øvelser igen og igen. Derudover har den heller ikke noget imod at blive våd og beskidt under træningen.
4. En fortrinlig familiehund
Cocker Spaniels er som sagt kendt for at være særdeles sporty og energiske, hvilket gør dem til et perfekt match for en familie, der holder af at være aktiv.
Du kan sagtens anskaffe dig en denne race, hvis du har børn. Den er nemlig både kærlig, social og opmærksom og bliver hurtigt dine børns bedste ven - forudsat at børnene er kærlige og respektfulde overfor den.
En Cocker Spaniel, der har været medlem af familien i flere år, vil vise stor beskyttelse overfor børnene i familien samt søge kontakt med dig, når du er hjemme. Hunden elsker at være en del af aktiviteterne i familien og vil uden tvivl nyde at lege med dine børn.
5. Du har din bedste ven i mange år
Ønsker du en hund, du kan have i familien i mange år, er det endnu en god grund til, at du skal anskaffe dig en Cocker Spaniel. Det er nemlig en race, der kan leve relativt længe. Hvis du sørger for den rette fysiske og mentale aktivering samt sund og næringsrig kost, kan en Cocker Spaniel sagtens nå en alder på 13 til 14 år.
Du kan derfor nyde godt af din firbenede vens selskab i rigtig mange år.
6. Kan bo i både lejlighed og hus
Hvad end du bor i lejlighed i byen eller i hus på landet, kan du holde en Cocker Spaniel. Den behøver nemlig ikke meget plads at udfolde sig på.
Racen har et dybtliggende jagtinstinkt og skal stimuleres både fysisk og mentalt hver dag - men det kan du gøre, uanset hvor du har bolig. Den skal som nævnt aktiveres minimum en time om dagen og er gladest og mest tilfreds, når den tilbringer tid med sine mennesker og er en del af de daglige aktiviteter i hjemmet.
7. En lydig race
I mange hundrede år er Cocker Spaniel-racen blevet brugt som apporterende jagthund. Derfor er lydighed en af dens mange styrker. Netop dens lydighed er en af de helt store årsager til, hvorfor racen er ganske let at opdrage.
Da den er en jagthund, gemmer der sig også en stor selvstændighed i den, hvilket gør, at den per automatik vil føre an og forsøge at tage styringen. Med kærlig, men bestemt hånd skal du derfor sørge for at gøre det tydeligt for den, hvem der bestemmer. Når den har lært det, får du en yderst lydig og loyal hund.
Vælger du en hvalp, er det en rigtig god idé at gå til hvalpetræning for at give den en god start sammen med dig. Det kan også være en stor fordel hyppigt at have forskellige gæster på besøg samt at gå ture i områder, der er en smule travlere, såsom en gågade eller en hundepark, hvor din Cocker Spaniel kan komme i kontakt med andre mennesker og hunde. Det vil bidrage til udviklingen af hundens sociale kompetencer.